Når ens dreng ofte bliver syg er det svært at lave aftaler, forpligte sig, få tid med den bedre halvdel, lave noget der kræver kontinuerlighed og i det hele taget bare få simple hverdagsting til at hænge sammen… Og når man så er ambitiøs og gerne vil noget, gerne vil være en, folk kan regne med, gerne vil være social og ser sig selv som munter og livsglad mm. så slår det rigtig hårdt, især fordi, det pludselig går op for en, at det har stået på længe og at grundvilkåret, sygedagene, er man magtesløs overfor… – de er et vilkår!
Herhjemme havde jeg set frem til barsel med barn nr.2. Jeg havde forventninger til, hvor overskudsagtig og social jeg skulle være. Der skulle være tid til at hygge, og tid til at give den ældste kortere dage med legeaftaler mm.
Virkeligheden blev en noget anden, med en dreng, der skreg meget, som i næsten uafbrudt, som kun kunne være hos sin mor og som ikke kunne sove.
I fem måneder sad jeg, bogstaveligt talt, op og sov om natten, fordi Villads kun kunne sove i en bestemt stilling (hvis jeg rykkede lidt på mig, vågnede han). Viklen og bæreselen blev min redning om dagen, hvis jeg skulle have noget fra hånden, eller være der for storebror.
I sociale sammenhænge endte jeg ofte i et tilstødende lokale, fordi Villads græd.
Det viste sig, at Villads ikke havde heldagskolik, som vi ellers var blevet fortalt, men havde lyskebrok. Vi fik en helt anden dreng efter operationen. En dreng der pludselig tog nogle gevaldige udviklingsspring og som pludselig kunne være hos sin far. Men så fik faren lyskebrok og var lagt ned… Og da han var på benene igen, efter sin operation, begyndte Villads at blive syg.
Så min start på arbejde efter barsel, blev en kunst i at få lagt meget arbejde, når Villads var rask og så afspadsere mm. når han var syg. Men antallet af sygedage tog bare til og vi talte et halvår, hvor Villads kun havde 46 raske dage.
Det var en lettelse, da vi fik en diagnosen MBL-mangel… – men der var ikke nogen der tog os i hånden, og jeg gik konstant med frygten for at miste arbejdet.
Efter et par måneder fik Villads også nyrebækkenbetændelse, af flere omgange, hvor vi var indlagt og under en af disse indlæggelser, fik jeg ringet til den afdeling i kommunen, jeg troede vi hørte under. Her blev jeg heldigvis mødt af stor hjælpsomhed og guidet videre. Heldigvis endte det med, at vi blev godkendt til, at jeg kunne få tabt arbejdsfortjeneste under sygdom. Dette er jeg dybt taknemmelig for, for jeg kunne ikke mere. Det er nu ca. halvandet år siden.
Selvom jeg nu kan være hjemme med ’god samvittighed’ ved sygdom og det har lettet meget i vores dagligdag, så har jeg endnu ikke fundet balancen mellem hjemmelivet og arbejdet. Jeg kæmper stadigvæk med følelsen af at svigte, lige meget hvor jeg er.
Samtidig er det ikke rart, når man pludselig opdager, at man bliver fravalgt på arbejdet, at man er stoppet med at se sine venner, er blevet mere følsom og ikke griner særlig meget.
Jeg er kun så småt ved at komme i gang med at se nogle venner igen, at lave aftaler, og jeg er lige begyndt at løbe igen sammen med en løbemakker, hvilket er fantastisk. Samtidig er det blevet mit frirum om aftenen, når drengene er puttet, at tænde op i brændeovnen og bare sidde og kigge ind i flammerne. Arbejdsmæssigt holder jeg fast i glæden over at være en del af en sådan, og så må jeg med tiden se om jeg kan få indfriet nogle af ambitionerne.
Det har hjulpet mig at tænke på vores situation, som om vi er lidt i undtagelsestilstand, fordi vi ikke ved hvordan i morgen ser ud. Det gør det for mig lettere at håndtere, at det er svært at planlægge mere end et par dage frem… Og så er jeg bare taknemmelig for, at jeg har nogle venner, der har holdt ved…
Kirsten