Før vi fik børn kunne jeg slet ikke forestille mig, hvordan man overlever de første år med natteroderi. Nu er det snart 9 år siden vores første barn kom til verden, og jeg har siden lært, at det ikke kun er i de første år søvnen bliver afbrudt. Især ikke når man får et barn med MBL-mangel. Men hvordan finder man kræfterne til at komme op på arbejde, til at tage sig godt at det syge barn, der konstant vågner og kræver trøst, og til at komme gennem hverdagen med alle de almindelige udfordringer, når man samtidig er udfordret på helbredet i familien?

Mit bedste bud er ”fordi man skal”. Og så krydres det lige med min personlige overbevisning om, at der følger superkræfter med det at blive mor. Lige meget hvor træt jeg er, eller hvor travlt jeg har, så oplever jeg nærmest en fysisk kraft, der løfter mit energiniveau, når det er nødvendigt. Jeg er ikke engang selv herre over det. Min træthed forsvinder bare og overskuddet kommer bare. Det er utroligt!

MEN efter 4,5 år med natteroderi i stor stil, masser af sygdom og helbredsmæssige ting, jeg skal forholde mig til konstant, har jeg nået min grænse. Ikke fordi jeg ikke længere har kræfter til at være der for Magnus og familien. Men jeg kan mærke på mig selv, at JEG er ved at være slidt. Jeg er træt og har ikke så stort overskud, som jeg plejer.

Jeg tror faktisk det skyldes, at Magnus ikke er så syg længere. Det går nemlig meget godt med ham lige nu (7-9-13) – og nattesøvnen er slet ikke så sporadisk længere, som den har været (igen 7-9-13). Det betyder, at der pludselig er blevet tid til at mærke mig selv. Og jeg kan mærke, at jeg er træt.

Det har jeg taget konsekvensen af. Jeg bruger nu det sidste barsel, jeg har gemt fra min datter (halleluja for det danske barselssystem) og er gået ned i tid, så jeg kan køre hjem kl. 14 hver dag i en periode. Det er genialt. Og jeg tror, det er lige præcis det, der skal til for at give mig overskuddet tilbage. Det er nu tre uger siden jeg startede, og den sidste uge har jeg haft større mentalt overskud og været mindre træt. Jeg håber, at det bare fortsætte den vej! Husk nu derude at passe godt på jer selv også, selvom det er svært, når man har et eller flere børn, der kræver at man har superkræfter.

Kh/ Dorthe