Når det bliver mere normalt at være rask end at være syg

pic1

Magnus er nu 5 år og skal starte i skole til sommer. Tiden flyver – og han udvikler sig hele tiden til et lidt større lille menneske.

Immunforsvaret udvikler sig heldigvis også. Meget endda. Faktisk er han ikke ret tit syg længere.
Der var engang, hvor det var mere trygt, når han var syg. Så vidste jeg, hvad jeg skulle gøre. Medicin blev fundet frem. Op til 8 forskellige slags medicin hver aften inden sengetid. Lægen blev spurgt til råds. Arbejdet blev informeret. Natten blev indrettet efter det. Det var hårdt, men det var velkendt. Og heldigvis har han jo aldrig været ramt af de der alvorlige infektioner, der krævede indlæggelser.

Så blev han større. Infektionerne blev færre. Hverdagen blev en anden. I starten var det faktisk mærkeligt. Det er det ikke længere. Nu er han langt mere rask end syg. Bevares; han har stadig eksem, han døjer pt. med nedsat hørelse, som måske/måske ikke skyldes væske i ørene, og han har fortsat problemer med maven og fordøjelsen. Men han har sjældent behov for medicin. Når han er syg, er det alm. virus som alle andre også får. Og resten har vi bare vænnet os til. Sådan er det nok bare at være Magnus.

Og hvad sker der så?

Jo, så begynder JEG at kunne mærke mig selv igen. Det sidste år har derfor været hårdt på en anden måde. Min krop har nemlig reageret på de foregående års manglende søvn og konstante kriseberedskab. Jeg har været træt og syg. Ikke bare lidt træt. Men træt som i ”falde i søvn bag rettet på vej hjem fra arbejde, når jeg holder for rødt lys”-træt. Og ikke bare lidt syg, men syg som i ”min krop kan ikke mere”-syg.
Derfor har det sidste år været hårdt på mange andre måder. I efteråret fik jeg så konstateret vital B12-vitaminmangel og har siden da fået indsprøjtet B12-vitamin i store mængder. Og det har givet mig et nyt liv. Mit overskud er tilbage. Jeg er ikke længere træt døgnet rundt. Og jeg er ikke længere syg.
Hverdagen handler ikke ret meget om sygdom i disse tider. Det er underligt og vidunderligt. Jeg håber virkelig, vi kan blive i den gode boble af ”nu går det godt” fremover. 2017 bliver et godt år, har jeg bestemt! Godt nytår til jer alle! Jeg håber, vi en dag alle kan se tilbage på de hårde år som noget, der er overstået, og forhåbentligt ikke kommer igen.

Dorthe