Når sæbebobler og Filur is bare ikke er nok…

Kirsten

Mit navn er Kirsten, jeg er i midt trediverne, mor til to drenge på henholdsvis 3 og 4, hustru, ambitiøs, lærer, kreativ, samler, løber (her må gerne grines), chokoladeglad, shopper, fritidsfotograf mm.

Det der adskiller mig fra så mange andre er, at jeg er mor til en dreng med MBL-mangel. Det har været livsændrende og svært for andre at forstå. Min yngste dreng er i gennemsnit syg 10 dage om måneden med virus, forkølelse, øvre luftvejsinfektioner, mellemørebetændelse, nyrebækkenbetændelser, lungebetændelser mm. Jeg er tildelt tabt arbejdsfortjeneste ved sygdom. Jeg håber I vil tage godt imod mine indlæg.

Så blev det tid til renografi og blodprøver på Riget. Det er blodprøvetagningen jeg frygter (Det lille pus er blevet stukket alt for mange gange og er ikke just begejstret – mildt sagt), men samtidig er jeg fortrøstningsfuld, for de er meget dygtige og pædagogiske på Riget. Vi har også talt om det hjemmefra. Jeg har forklaret, at han skal have lagt drop, så han skal have et ’lille’ stik, der kun gør ondt lige når de stikker, og så skal vi se tegnefilm i loftet, mens sygeplejerskerne skal se ind i kroppen om tisset kommer rigtig igennem (keep it simple).

Droppet bliver heldigvis lagt i første forsøg og Villads trøstes med en filur is. Der blev tændt for Ramasjang, men når Villads skal stikkes virker afledning ikke, han er alt for bevidst om hvad, der skal ske.

Vi følger den røde streg til venteværelset for renografien, Villads går på stregen og spiser is, humøret er atter ok. I venteværelset når vi at læse lidt i en bog inden vi kaldes ind af en meget sød sygeplejeske, der spørger, hvilken tegnefilm Villads gerne vil se… Villads er lidt trykket og vil ikke svare, så jeg svarer ’Timmytid’ for det så vi sidst (vil ikke være til besvær) – lidt efter ændrer jeg det til ’Thomas tog’, da jeg finder ud af at det også er en mulighed.

Her skal det måske lige indskydes, at på Riget kan man som forældre ligge ved siden af sit barn på briksen under renografien og i loftet kører så den valgte tegnefilm – det er et fantastisk koncept og det gør det bare meget nemmere at tale om, og giver barnet en meget bedre oplevelse. Vi har prøvet det to gange nu, og har også prøvet bedøvelseudgaven, der er ingen tvivl om hvad Villads – og jeg- foretrækker.

Renografien forløber uden problemer, Villads får endog lov til at spise sin is færdig liggende ☺ og kun lige de sidste fem minutter skal han lige et par gange mindes om at ligge stille og så afleder jeg ved at spørge lidt til handlingen i tegnefilmen… Og bagefter er alle glade. Villads sparker lystigt med benene, da slutbippet lyder og så får han lov at vælge en ’lille’ ting fra kassen. Den lille ting (fingerfodbold), betyder meget i min lille drengs verden ☺

Så skal der tages blodprøver. Villads vil bare gerne hjem, allerede på vej derhen. I venteværelset afledes han af et vægpuslespil, og da det bliver vores tur, prøver den søde sygeplejeske at tage blodprøven fra droppet, men det lykkes desværre ikke (moren kom ellers til at love ham, at han ikke skulle stikkes mere). Villads er allerede ked og græder meget højlydt, så droppet tages ud, han får batmanplaster på, og allerede her stopper gråden. Herefter får han lagt noget bedøvelsescreme på begge albueled og vi bliver sendt ud i en halv times tid, som vi fordriver med en lille gåtur og et chokoladeæg. Humøret er igen ok. Da vi skal tilbage, går det op for Villads at vi ikke skal hjem endnu, men at han skal tilbage og stikkes og humøret daler. Da vi igen sidder og jeg bare skal tage plastret med bedøvelsescremen af, græder han som om jeg er ved at likvidere ham… Og stopper kun kortvarig, for nu kommer stikket. Selv det fantastiske afledningsforsøg med sæbebobler virker ikke. Heldigvis lykkes det i første hug og også her får han lov at vælge en lille ting.

På vej hjem ser vi lidt på ambulancer, kraner og når også lige et smut om Tårnlegepladsen, så humøret atter er højt, da vi drager afsted for at hente storebror i børnehaven.
Oven på sådan en dag er jeg virkelig træt og heldigvis er putningen forløbet glat, så jeg lige kunne nå dette indlæg og måske et par sider i ’Det der ikke slår os ihjel’ inden hovedet rammer hovedpuden.

Kirsten