Slow-december…

christmas-moose-1061527_1920Slow-december det er hvad vi holder her hjemme i år. Vi har været rigtig meget ramt af sygdom, således at Emil ikke har haft en feberfri dag siden torsdag i uge 41 og ham og lillesøster skiftes til at have bræksyge, altid noget at de er så søde at de ikke tager det på samme tid.

Jeg har da heldigvis kun selv været lagt ned én gang – det er da altid noget…

Men nu er det jo december, og der skal jule bare en lille smule… Og juler det gør vi, det tager bare lidt længere tid.

Havregrynskuglerne tog tre dage inden de var færdige, og dejen til pebernødder ligger i køleskabet og venter på at der er overskud til at trille dem.

Nisserne er ikke helt flyttet ind endnu, men de ligger en gave i ny og næ og vi har været på tur for at møde julemanden (dog på Panodil). Vi så ham og fik en slikpose. Emil gik den aften i seng med et smil på læben og var overbevist om, at julemanden også kom til Gørding i år selvom vi er bagud med kalenderlyset for det havde han selv sagt.

Jeg elsker hans måde at se tingene på, og for ham virker det ikke til at fylde alt det her sygdom – det kunne jeg godt lære noget af i stedet for altid at have så dårlig samvittighed over alle de ting han ikke oplever fordi han er syg. Nu bliver resten af december øremærket julehygge, og så må alle de løse ender i forhold til kommune, sygehus og ergoterapeut vente til 2016, de løber jo ingen steder.

En ting jeg er sikker på er, at vi nok skal få en fantastisk jul også i år, når vi bare husker at sætte forventningerne efter at vi har syge børn og nyder tiden om så den forgår fra sofaen eller hvordan dagen nu lige er.

Rigtig Glædelig jul til store og små!

Smil fra Sille.