Vi nægter at gå på kompromis med livet

IMG_4219

Jeg er typen, der samler et stykke brød op fra gulvet, når jeg har tabt det, og spiser det. Uden kvaler. Jeg tjekker dog lige først, om det er blevet beskidt. Jeg er heller ikke sindssygt god til at vaske mine hænder, hver gang jeg kommer ind fra haven, eller før jeg åbner køleskabet. Derfor var en af mine store bekymringer, da Magnus fik konstateret MBL-mangel, om vi nu skulle til at være fuldstændigt hysteriske omkring hygiejne. Det er svært med små børn, synes jeg. De samler rask væk sten op og putter dem i munden. Det samme gælder hundemad og alle mulige andre ting, der ikke er særligt lækre.

Heldigvis blev det ikke nødvendigt! Magnus er nemlig ikke så følsom overfor bakterier, som han kunne være. Han smitter fx ikke sig selv igen efter sygdom via tandbørsten. Og det er heldigt, for den skifter vi først, når den er slidt op. Det samme gælder mange andre områder, og det passer rigtig godt til vores familie, for vi vil ikke gå på kompromis med livet.

Jeg er vokset op med sygdom og sundhedsvæsenet tæt inde på livet. I min nærmeste familie er der alvorlige kroniske sygdomme, men det betyder ikke, at vi sætter os ned og tuder. Jo ind imellem, men glem nu det et øjeblik. For mig er en diagnose lig med handlemuligheder – ikke begrænsninger. Der er ikke nogen grund til at sætte livet i stå, bare fordi man fejler et eller andet. I stedet kan man bruge diagnosen til at handle og planlægge, hvordan man så når de ting, man gerne vil.

Sidste år tog vi på skiferie med en knægt, der havde skoldkopper, mellemørebetændelse og maveinfektion. Samtidig vel at mærke! Og det var med velsignelse fra vores læge, der godt kunne se, at den ferie havde vi skisme brug for. Skøn ferie for øvrigt, selvom vi ikke fik sovet ret meget.

Vi tager i Legeland og til fødselsdage og alle de andre ting, som andre børnefamilier også gør. Uanset om Magnus har ondt i maven, er lidt snottet eller har sovet dårligt. Med os medbringer vi medicin nok til at klare næsten enhver situation. Det er ikke bare 3 eller 4 præparater. Ofte har vi 10-15 forskellige slags medicin med. Nogen gange er det i brug, andre gange ikke.

Da vi fik Magnus, havde vi kat. Jeg ELSKER katte. Da Magnus var knap et halvt år, måtte vi finde et nyt hjem til katten, fordi han tydeligvis ikke kunne tåle den. Det er dog aldrig blevet påvist i allergitest, at han ikke tåler katte. Og efterhånden er han jo vokset fra mange af de andre allergiske gener, han havde som lille. Så nu har vi fået kat igen. Han hedder Buster, og vi elsker ham alle sammen. Før vi hentede ham, havde vi gennem en længere periode drysset kattehår ud i Magnus seng om natten for at se, om det kunne fremprovokere en reaktion. Det gjorde det ikke, så nu ligger der en spindende kat i sofaen igen. Det er skønt. Jeg er stadig lidt nervøs for, om der kommer en ny allergisk reaktion med tiden overfor katten, men det skal ikke stoppe os i at prøve, om det kan fungere. For vi har alle sammen så meget glæde af sådan et kræ.

Der er enkelte ting, vi ikke kan gøre. Fx. drømmer vi om at tage orlov og rejse rundt i Sydamerika og Afrika med ungerne. Og det går desværre ikke, når man har en dreng, der så let kan rage en alvorlig sygdom til sig – og dem er der mange af sydpå. I stedet har vi besluttet at tage på rundrejse i Europa og måske Australien! Når vi altså lige har fået sparet op til det og kan få det til at passe ind mellem job og forpligtelser. Det skal nok blive godt! Jeg glæder mig til fremtiden og de muligheder, vi har sammen med vores skønne børn.

Dorthe