Zombie-mor på overlevelseskurs

DortheFodvorter! Hvem havde troet, at de kunne skabe så meget ravage? Epidemier af fodvorter kan åbenbart ramme mennesker med nedsat immunforsvar. For et år siden kastede det os ud i en af de hårdeste perioder, vi har haft med Magnus.

Først fik han én fodvorte. Så fik han to. Snart havde han 5. På grund af så mange andre ting, fik vi ikke gjort noget ved det, før han begyndte at gå skævt på fødderne for at undgå at træde på dem. Stakkels knægt! Vi købte derfor fodvortemiddel, vi selv kunne smøre på, som skulle ætse vorterne væk. Kort efter begyndte Magnus at slå ud på hænderne. Det startede med småsår på fingerspidserne og endte som hård, rød, hævet og kløende elefanthud på fingre, hænder og arme.

Jeg har aldrig set noget lignende, og det kløede så han var ved at blive sindssyg af det. Om natten. Om dagen. Døgnet rundt. I 3 lange måneder sov vi ikke om natten. Når han kom hjem fra børnehave faldt han i søvn hen over spisebordet. Han var SÅ udmattet. Tiden derhjemme gik med at give ham røde bade, smøre ham i hormoncreme, tale med læger, køre til behandling ved hudlæge og forsøge at hænge sammen.

Jeg forstår godt, at det betragtes som tortur, når man holder fanger vågne i flere døgn. Jeg var helt derude, hvor jeg kom til at skælde ham ud midt om natten, fordi han hele tiden peb. Jeg formåede en dag at køre hele vejen på arbejde (jeg pendler 50 km hver vej) blot for at konstatere, at min computer lå derhjemme, så jeg måtte vende om og køre hjem igen. Jeg faldt i søvn hen over skrivebordet på jobbet en dag – vel og mærke i et storrumskontor(!) Og jeg formåede at få tilkendt tabt arbejdsfortjeneste efter at have skrevet en totalt desparat ansøgning, der var så dårligt formuleret pga. træthed, at jeg ikke kunne genkende mine egne formuleringer bagefter.

Men jeg overlevede – og det gjorde Magnus også. Og da vi holdt op med at smøre med fodvortemiddel, forsvandt eksemen lige så stille. I mellemtiden var vi nået at blive tilknyttet Hudklinikken på Aarhus Universitetshospital, fordi Magnus’ eksem var så slemt, at det blev betragtet som blandt de 2% værste tilfælde i Danmark. Vi har heldigvis ikke haft behov for at tage derned siden. De har tilbudt os en kontaktallergi-test, hvor vi skal smøre ham med de ting, vi tror han ikke kan tåle – bl.a. fodvortemidlet – og lade det sidde under et plaster på ryggen i 3 døgn, men jeg har sagt nej tak. Jeg tør ikke! Jeg er overbevist om, at det vil fremprovokere samme reaktion igen – og jeg er ikke sikker på, om vi overlever en omgang mere.

Det er et år siden, vi var igennem det her. Forleden dag spurgte Magnus, om han ikke snart må komme i rødt saftevandsbad igen. Det er godt at hans hukommelse er kort, når det kommer til de hårde ting. Og skønt at han husker perioden for de sjove røde bade, han fik hver dag. Og fremover bliver samtlige fodvorter frosset væk hos hudlægen, skulle jeg hilse og sige!

Dorthe